Lad være at klik ind på indlægget, det frister!! Aj, gør det, for du vil ikke gå glip af det lækre daim-crunchy dulcey chocochok -vel?!
Okay, jeg tilstår: Jeg kan slet ikke styre det. I kan lige så godt indlægge mig på klinikken for afhængige sukkergrise. Jeg har lavet den ondeste konfekt til dato, og det er faktisk tanken, at den skal bruges den 6. December, hvor vennerne er inviteret til adventshygge … Måske ender det med, at jeg må lave en omgang ekstra, for jeg kom vist til at spise halvdelen inden det blev pakket væk.
Chokoladedrømmen består af salte cashewnødder, daimcrunch, mørk Valrhona og dulcey. Sammen bliver det både sødt, saltet, brændt og bittert i en perfekt afstemning, så jeg kan kun tilskynde jer en tur i køkkenet straks.
TIP! Lav din dulche-karamel i forvejen, hvis du ikke (som jeg) er typen, der altid har et glas på lager. Følg min opskrift på karamel
Sød og salt chokoladekonfekt
Ingredienser
- 70 gram mørk Valrhona
- 100 gram salt cashewnødder
- 4 spsk. hvid sukker
- 15 gram smør
- 1/2 dåse dulche karamel
- nip saltflager
Sådan gør du
- Smelt mørk chokolade over vandbad
- Læg et stykke bagepapir på et skærebræt og hæld lidt af chokoladen ud, som med en kniv. Fordel chokoladen jævnt ud over papiret til en ganske tynd “plade”
- Hak de saltede cashewnødder groft og stil dem til side
- På en pande lægges smør og sukker, som varmes op ved medium varme. Når sukkeret begynder at smelte blandes cashewnødderne i og der røres konstant i massen til den er færdig. Vær ikke bange for at lade det sætte sig grundigt – det er den let brændte karamel, der giver daim-agtigt crunch til den færdige konfekt
- Når du synes, massen er blevet god (dvs. mørk gylden), så sluk for panden og lad den stå lidt. Rod det rundt engang imellem, så bolchemassen fordeler sig jævnt og fordel så den afkølede bolchenødde-masse ovenpå det tynde lag chokolade
- Før din karamel over i en sprøjtepose og klip et hul på ca 1 cm.
- Fordel karamellen i et gavmildt lag på hele pladen af chokolade og bolchemasse, således alle hullerne fyldes ud.
- Strø et par flager salt på karamellen og fordel dernæst resten af den smeltede chokolade ovenpå, så det ligner en kæmpe chokoladebar
- Opbevar baren koldt indtil servering, som tager sig bedst ud, hvis du bryder pladen med en spids kniv, så det bliver til rustikke stykker
Lov mig at du laver den her – du vil ikke fortryde det og dine gæster kommer helt sikkert til at bede om opskriften ♥
Tak for opskrift, jeg glæder mig til at lave dem :0)
Lad mig høre, hvordan det falder i din smag 🙂