Banana Split er en klassiker, som er elsket og hadet af mange. Her serverer jeg en Banana Split deluxe med friteret banan og ristet kokos – det kan ingen blive sure over! Bon appetit alle sammen.
Smagsnuancerne fejler ikke noget, så det er nærmere noget med dessertens image, når der trækkes fordomsfulde miner op af skuffen ved talen om Banana Split. Jeg fik lyst til at lave friteret banan for noget tid siden, og jeg fandt det meget naturligt at bruge dem til at opgradere den gode gamle klassiker, så her viser jeg en lidt underspillet version af den klassiske Banana Split, som overrasker i smagsnuancer og konsistenser.
Sådan laver du en Banana Split med friteret banan
De friterede bananer smager virkelig godt, og de er nemme at lave. Jeg bruger denne glutenfri opskrift på pandekagedej, som bananerne dyppes i. Ved at slice en banan i halve er de lige til at dumpe forsigtigt ned i gryden for en kort bemærkning. Det går stærkt, så bliv ved din gryde – og husk, at børnene ikke kan hjælpe til her!
Anret 3 kugler vanilleis i en tallerken. Hæld chokoladesauce over og anret 2 friterede bananer på toppen. Det er en god ide at lade dem køle lidt ned, før du anretter dem på isen, der hurtigt smelter. Drys lidt flormelis og ristet kokos på toppen servér.
Senere i dag flyver jeg ud i verden, og jeg ved ikke præcis hvornår jeg poster det næste indlæg til jer. Hæng i, jeg vender stærkt tilbage indenfor et par dage. Klem fra Dorte ♥