Stof i bunker og poser. Tegnesager og limstifter liggende løst rundt omkring. Garn og gavepapir gemt i forskellige kasser i hele huset. Genkender du det problem? I så fald vil du elske næste måneds udfordring, fordi nu skal vi have styr på vores hobbyting.
Min mand har aldrig lagt skjul på, at hans beundring for mig og mine mange kreative projekter også medfører en evig frustration og udfordring med at holde hjemmet ryddet. Der ligger garn, stof, strikkepinde og tegnesager alle mulige steder i vores hjem. Min symaskine og en stor taske med stof og sygrej bor permanent bag sofaen, men jeg har også “kærlighedsstakke” med stof liggende i bunker andre steder, som minder mig om alle de syprojekter, jeg gerne ville kaste mig over. Jeg har besluttet, at oktober skal bruges på at rydde op, smide ud og organisere det kreative rod, og hvis ikke du har stof liggende, så har du sikkert en anden pladskrævende hobby, som du kan kaste din opmærksomhed på sammen med mig her i oktober måned? Hvis ikke, så kan du jo holde fri fra månedsudfordringerne.
Udover stof og strikkesager, håber jeg at også finde tid til at samle børnenes hyppigst brugte kreasager, sådan at tusser og tegneblokke ikke skal ligge og flyde alle mulige steder.
Sådan vil jeg få styr på vores kreasager
Aller først vil jeg gennemtænke mine vaner i forhold til når jeg syr og laver andre kreative ting. Hvor sætter jeg mig og hvad bruger jeg. Dernæst vil jeg smide de stoffer ud, som jeg bare aldrig vil få brugt, og slutteligt finde et samlet sted til lager og til de ting, jeg har igang.
Sådan vil jeg gå til opgaven:
- Jeg vil starte med at finde alt frem fra gemmerne og få overblik over, hvor meget der er
- Jeg sorterer fra, hvad der ikke skal bo her længere
- Jeg vil finde passende æsker og poser for at kunne sortere og lave labels
- Jeg vil finde ud af, hvor det bedst opbevares henne på en praktisk måde
Jeg følger hovedreglerne i KonMari-metoden (læs mere om metoden her), hvor jeg mærker efter om tingen har en værdifuld funktion og er noget, jeg bruger og har lyst til at beholde – med andre ord; der sorteres med hård hånd!
Hop med på vognen og læs “reglerne” til “Få styr på dit hjem i 2017”
Jeg tænker, at børnenes SFO måske kan bruge garn og stof, som sorteres fra, men jeg tror også, at der findes strikke-hækle-klubber ved kirkerne, som bliver glade for garnrester. Kender du til den slags steder, så smid luge en kommentar med dit tip? Kram Dorte ♥
WOW…nu med pandehår, flot 🙂
Tak Gitte, og det skal jeg lige vænne mig til ha ha