Super lækker opskrift på smoothie, som du nemt kan trylle om til en overdådig Freakshake til fredagshyggen. Her er min opskrift med blandt andet kiwi og passionsfrugt og masser af uartige overraskelser på toppen
Jeg elsker Freakshakes. De er for vilde, ja nærmest vulgære, men de stimulerer også på alle tænkelige måder mine sanser. Man kan aldrig drikke dem op, og på en eller anden måde, har jeg lyst til at have plads til den slags fråds i en tid, hvor buzzwords som madspild, øko og bæredygtighed, har overtaget min verden. At være lidt rebelsk, om du vil, ha ha.
Disse shakes ser nu mere syndige ud, end de egentlig er, fordi det er en smoothie, som bare er blevet overdådigt pyntet, men det gør jo også bare, at de smager dejligt friske. Mums!
Opskrift Freakshake med kiwi og passionsfrugt
Ingredienser
- 3 stk modne kiwi
- 2 stk passionsfrugter
- 2 stk bananer
- 4 dl mælk eller efter smag
- 1 tsk vanilleessens
- 6 stk isterninger
Pynt
- Flødeskum
- En mintfrø
- Milky Way rolls
- Toffifee
- Mini smarties
- Chokoladesauce
- Smeltet mælkechokolade
- Krymmel
Sådan gør du
- Gør glasset klar først
- Hæld chokoladesauce rundt i siderne på dit glas og pynt hele kanten med lidt smeltet chokolade, som overhældes med krymmel. Stil nu glassene i fryseren til du er klar til servering.
- Lav smoothien og pynt
- Hæld alle ingredienserne i en blender og kør den grundigt, til den er helt fri for klumper. Tag nu glasset ud af fryseren og placer en tragt, så du smidigt kan hælde smoothien over i glasset uden at grisse. Hæld smoothie næsten op til kanten.
- Start nu med at sprøjte flødeskum på toppen – her har jeg snydt og købt en dåseflødeskum, men det er helt op til dig, om du vil piske den selv. Stik sugerør i og dærnæst din pynt.
Jeg håber, du får dig en dejlig fredag og måske, hvem ved, så har du fået lyst til at hive blenderen frem og lave en freakshake til fredagshyggen? Knus fra Dorte ♥