Jeg skylder jer en opskrift på guf. Det mangler i bloggens opskriftsarkiv og ingen kan vel undvære en god guf til sommerens mange isvafler.
Jeg er vokset op på Fyn, og i min barndom var guf virkelig en vigtig bestanddel af sommerens isvafler. Jeg er klar over, at man i dag får guf over hele landet, og måske det faktisk altid har været sådan, men jeg kan huske mange gange at have stået skuffet i iskøen og erfaret, at der kun var flødeskum. Flødeskum! Det er bare slet ikke det samme og det når i hvert fald ikke guf til sokkeholderne.
Den her opskrift giver sig en garanteret kan-stå-stift-i-flere-dage-guf. Opbevare den tildækket i køleskabet, så har du til en weekend fuld af isvafler.
Opskrift på guf til isvafler
Ingredienser
- 3 stk æggehvider svarende til 2 bægre pasteuriserede hvider
- 175 gram fint rørsukker
- 1 spsk citron
- 1 spsk glukosesirup
- 1/4 tsk vanillepulver
Sådan gør du
- Vigtigt! Start med at aftørre dit piskeris og røreskål med lidt citronsaft eller eddike. Dette gøres for at sikre, at der ingen fedtrester er, da det vil forhindre æggehviderne i at blive rigtigt stive.
- Start med at piske æggehviderne og citronsaften til de er hvide og stive.
- Hæld nu halvdelen af sukkeret i og pisk ved høj hastighed til sukkerkornene er opløste. Det tester du ved at smage på det.
- Hæld nu vanillepulver, glukosesirup og resten af sukkeret i og pisk igen ved høj hastighed til din guf står i stive spidser og ikke har sukkerkorn, der knaser.
Se også min guide til at lave fine isvafler med chokolade og krymmel på kanterne
Og voila, det er din guf, og den skal du selvfølgelig smage og fortælle mig, hvad du synes om. Kram og fortsat god weekend, klem fra Dorte ♥
Tak… aftenens dessert reddet. Bliver et hit ved mine børn
God fornøjelse til jer – bliver faktisk en anelse misundelig!
Tak for opskriften. Hvor køber du dine vaffel-kræmmerhuse?
Jeg tror faktisk jeg købte dem i Rema1000, men hæng mig ikke op på det ?