For et par uger siden købte jeg noget sundere slik til en hyggeaften med en veninde. Det var de vildeste dadler med chokolade og toppings, som er åbenlyst nemme at give sig i kast med. Så meget at jeg nu har afprøvet kunsten herhjemme for nu også at dele den med jer.
Det er rystende, så meget min krop og hjerne reagerer på, hvad jeg propper ind. I løbet af en ferie får man altid lavet om på de ellers gode vaner, så her dagene efter vi er kommet hjem har jeg cuttet væsentlig ned på alkohol og sukker med det resultat, at jeg virkelig er træt, sur og energi-forladt. Jeg kender turen, det tager mig som regel et par døgn, så kommer jeg ud som et meget bedre og velfungerende menneske, men jeg bliver faktisk lige overrasket og ærgerlig, hver gang, jeg står i den situation. Jeg vil vædde med, der er nogle af jer læsere, som genkender det, selvom jeg er klar over, at det for nogle er meget nemmere med overgangene fra en kost til en anden?
Allerede om et par dage står jeg overfor en weekend med søde fristelser. Fristelser som jeg ikke påtænker mig at afstå, idet vi er inviteret til cocktailfest og endda også skal til glo-bryllup først, men fredag aften behøver ikke lige blive så lødig som sædvanligt, og derfor bliver det med en omgang velsmagende, sundere slik, som jeg har lavet med pigerne i går. (Må indrømme der bliver hapset en enkelt i ny og næ, så muligvis må vi lave en portion mere frem mod weekenden)
Sundere slik af dadler med forskellig smag
Ingredienser
- 200 gram medjool dadler
- 3/4 plade chokolade til smeltning
- Lakridspulver eller anden krymmel
- Frysetørret hindbær
- 4 spsk Peanutbutter
- 10 stk saltede peanuts
Sådan gør du
- Start med at halvere dadlerne og tage sten ud.
- Læg dadlerne op på stribe i flere portioner alt efter hvor mange forskellige udgaver, du ønsker at lave
- Fyld peanutbutter i nogle af dadlerne
- Smelt chokoladen over et vandbad
- Med en teske påføres chokolade ovenpå dadlerne – også over dem med peanutbutter
- Drys med lakridspulver, peanut, krymmel m.v. før chokoladen størkner
Forslag til toppings
1/ Hvid chokolade
2/ Hvid chokolade med revet limeskal og hakkede pistacier
3/ Lys chokolade med hakkede, ristede hasselnødder (giver en lækker nutella-agtig smag)
4/ Mørk chokolade med revet appelsinskal og hakkede, ristede mandler
5/ Hvid chokolade med rålakridspulver og evt. et par lakrids-krymmel
6/ Mørk chokolade
Skulle du sidde og tænke på, hvorfor du dog skulle gå igang med at lave dem selv, hvis du kan købe dem, så kig forbi Mosh i Torvehallerne i København.
Kunne du mon spises af med den slags her en fredag aften, eller “lugter det for alternativt”? Bare vent til du smager dem, så lover jeg, at du pakker al skepsis væk ♥