Her får du en Halloween opskrift på lækre lakrids cookies samt en opskrift på Royal Icing, som er den glasur, der bruges til at pynte med. Jeg deler også en materialeliste over krymmel og farver.
Hvad der mest får mig til at holde af Halloween, det må bare være at hele temaet giver rum til så meget sjovt i køkkenet. Jeg har delt flere forskellige forslag, og i dag får du altså endnu en Halloween opskrift.
Forleden viste pigerne og jeg Halloween Kajkager frem, men det var ikke det eneste, der blev bagt i efterårsferien. Vi lavede også nogle lakrids cookies med glasurpynt. Vi hyggede os virkelig med at pynte dem, og det var især sjovt at give dem øjne og hår. Bedst af alt, så smagte de virkelig godt, nok især fordi småkagerne i sig selv ikke er specielt søde, så de sammen med glasuren faktisk harmonerer godt. Prøv dem lige – det er nemt og sjovt, og ungerne vil elske dem!
Halloween lakrids cookies
Ingredienser
- 1 dl rismel
- 1 dl hvedemel eller rismel
- 1/2 dl kokossukker
- 1/2 dl rørsukker
- 1/2 tsk natron
- 1 tsk bagepulver
- 2 tsk lakridspulver
- 1/4 tsk vanillepulver
- nip salt
- 4 spsk kokosolie
- 1-2 spsk vand
Sådan gør du
- Rør det hele sammen med et elektrisk piskeris i en røreskål.
- Når det bliver “gruset” hældes det ud på en ren bordplade, hvor du med hænderne samler dejen og sikrer, at der ikke er klumper i den.
- Del dejen op i 12-14 lige store dele og tril kugler, som trykkes flade til de er ca 5 mm i højden.
- Bag kagerne midt i en forvarmet ovn på 200 grader i ca 15 minutter. Lad dem køle af før de pyntes med royal icing.
Kagerne smager rigtig godt uden glasur, så hvis du bare vil bage en lækker lakrids cookie, så stopper du bare her. Vil du derimod gå hele vejen og ende ud med pyntede Halloween-pynt, så finder du opskriften på royal icing og en pyntevejledning længere nede.
Almindelig glasur eller royal icing?
Du kan sagtens nøjes med at lægge almindelig glasur på dine cookies, men hvis du gerne vil lege med det visuelle udtryk som vi har gjort her, så skal der laves en portion Royal Icing efter opskriften nedenfor, som så deles op i flere skåle med forskellige indfarvninger. Slutteligt flyttes de forskellige farver over i sprøjteposer med tyller. Jeg bruger tyller med 0,5 mm hul* og tyller med 1 mm hul*.
Opskrift Royal Icing
Ingredienser
- 1 bæger pasteuriseret æggehvide
- 2/3 pk flormelis
- farvepasta i ønsket farve
Sådan gør du
- Hæld æggehvide i en røreskål og tilsæt halvdelen af en pakke flormelis.
- Med et elektrisk piskeris piskes grundigt, så du er sikker på, der ikke er klumper i glasuren (start forsigtigt, så der ikke står en støvsky op).
- Tilsæt mere flormelis og pisk igen.
- Tilsæt lidt farvepasta nu, hvis du skal bruge anden farve end hvid
Sådan pynter du med Royal Icing
Når du har fordelt din icing i sprøjteposer med tyller, så lægges småkagerne klar. Brug den mindste tylle til at “tegne kant” med ising på kagen. Herefter kan den udfyldes, ligesom hvis du malede i malebog. Brug en tandstik eller kødnål til forsigtigt at udjævne glasuren. Når du har pyntet din kage helt færdig skal glasuren have tid til at hærde, så lad kagerne stå i et par timer.
Jeg håber, du har lyst til at kaste dig ud i at lave de lækre Halloween cookies. Jeg minder dig samtidig også om en tidligere opskrift på ingefær cookies, som kan pyntes med royal icing.
Materialeliste
Krymmel: Blodige knogler*
Store hvide øjne*
Store gule og grønne øjne*
Små hvide øjne*
Tylle, 0,5 mm hul*
Tylle, 1 mm hul*
Tyl til mumiebånd*
Engangs sprøjteposer*
Evt. en standard tyl kobler til små tyller*
Spiselig sort tusch med lakridssmag*
Pastafarver*
Tag mig endelig, hvis du laver eller hvis du selv har lavet anden mega cool halloween-snack, som du har lyst til at vise mig ♥