En Bullet Journal behøver ikke være en kreativ affære, som kræver store tegnekundskaber. Her viser jeg mit super simple setup, som super nemt kan efterlignes af dig, som gerne vil være med uden for mange dikkedarer.
Når jeg har ekstra travlt, så opstår behovet for at bruge min bullet journal igen. Jeg bruger den on and off året igennem, men her op mod jul har jeg helt sikkert brug for den. Jeg laver flere forskellige slags overblik og lister, som passer til mit behov her i december.
Jeg har brugt et par aftener på at sætte den op, og det har været helt rart at bruge tid på. På mange måder oplever jeg, at jeg bliver mere målrettet, når jeg bruger tiden på at sætte det op, frem for bare at skrive en hurtig note et sted.
Jeg giver her et indblik i, hvordan mine december-sider er sat op. Måske du kan bruge inputtet til dine egne overblik?
Månedligt setup i Bullet Journal
Måneden er sat op på 2 sider, hvor jeg kan notere aftaler og arbejds-deadlines ned. Jeg har skrevet en note øverst, hvor der står “Keep it simpel – en ting ad gangen”, fordi jeg skal huske mig selv på at være realistisk og målrettet
(Jeg har i øvrigt tegnet forkert med den konsekvens at jeg mangler månedens sidste dage, men da det er ferie og nytår, så kan jeg godt undvære dem)
Ugentligt overblik – simpelt Bullet Journal setup
På de efterfølgende sider har jeg lavet mine uge-overblik. Jeg har lavet alle 4 klar med det samme, således de fordeler sig over de næste 4 sider. Som du kan se, holder jeg det helt simpelt uden tegninger og unødig pynt, men jeg har da brugt mine bogstavstempler til lige at lave lidt overskrifter hist og pist.
Indkøb, dumps og to do’s i Bullet Journal
Jeg har brugt 2 sider til at skabe lavpraktisk overblik. Den venstre side er en indkøbsliste rettet mod juleaften og juledagene. Lige nu skriver jeg bare ned, men indenfor den næste uges tid begynder jeg så småt at indkøbe de ting, som sagtens kan stå frem til jul.
Til højre har jeg lavet en to do. Den bruger jeg til alt, hvad der dukker op både arbejdsrelateret og privat – det er simpelthen bare listen, hvor jeg noterer de vigtige ting ned, som ikke må drukne i små-ting fra sidelinjen.
Julegave-overblik i Bullet Journal
Her har jeg skrevet ned, hvem jeg skal give julegave til i år. Den midterste side mellem de 2 har jeg klippet delvist af, sådan at jeg på den kan skrive de ideer, som jeg har til gaver til de enkelte. Jeg tænker at skrive ned løbende, hvad jeg har brugt, så jeg får en fornemmelse af, hvad sådan en jul står i. Jeg har i øjeblikket ekstra fokus på at være bevidst om mit forbrug, fordi jeg gerne vil kunne spare lidt op. At notere ned er en god metode til at blive på sporet, ligesom det har stor værdi at nærstudere sine månedlige kontoudskrifter. Måske du har prøvet lignende?
Ideen med at lave det her setup fik jeg direkte fra en anden, jeg så på Youtube for nylig. Jeg har desværre glemt præcis hvem, da jeg på det seneste har set adskillige forskellige BuJo’er.
Den nye familiekalender for 2020 er klar til download her og den har fået plads til op til 6 navne
Hvis du nu undrer dig over, at jeg laver Bullet Journal uden at tænke madplan, så er det selvfølgelig fordi, jeg stadig bruger både vores Familiekalender og madplansoverblikket, så hele familien kan følge med. Min Bullet Journal er personlig, og jeg har sket ikke noget imod at der er nogle ting, som krydser hinanden – mest fordi det er med til at klæbe sig mere fast i min underbevidsthed.
Jeg håber, det var sjovt for dig at se med – hvis du selv laver Bullet Journal og deler dine setups, så smid gerne dit brugernavn herunder, eller tag mig på Instagram, så jeg kan se dit arbejde ♥