Her er din uundværlige opskrift på sunde morgenmadsmuffins med havregryn, banan, blåbær og andre gode sager. De mætter, de er luftige, naturligt søde og de er geniale som hurtig morgenmad, til madpakken eller som eftermiddagssnack. De er i øvrigt veganske og glutenfri også.
Springer du morgenmaden over eller har du et barn, som ikke udviser den største appetit om morgenen? Måske de her morgenmadsmuffins kan rokke lidt ved sulten. I hvert fald smager de godt og indeholder udelukkende gode ingredienser, som lige så godt kunne være fordelt over en skål havregrød.
Der er 162 kcal i 1 morgenmadsmuffin, som indeholder 5 gram protein. Du kan søge den frem på madlog.dk ved at søge på Dorte Baks morgenmadsmuffin
Hvad er en morgenmadsmuffin?
En morgenmadsmuffin er egentlig bare morgenmad, der smager kageagtigt. De er luftige som en super god muffin er det, men der er ingen raffineret sukker i dem og ingredienserne stemmer overens med hvad du gerne vil give din krop af fiber og næring. Titlen snyder måske lidt, fordi de her morgenmadsmuffins kan lige så godt bruges i madpakken eller som en eftermiddagssnack.
Prøv også mine fiberrige morgenmads cookies med chokoladestykker
Sunde, veganske morgenmadsmuffins med blåbær
Ingredienser
- 220 gram bananer, meget modne
- 70 gram juicy dadler
- 2 dl mandelmælk eller anden mælk
- 1/2 tsk vanillepulver
- 160 gram havregryn
- 70 gram mandler
- 55 gram hampefrø
- 1 spsk kokossukker
- 1 knsp salt
- 1 tsk natron
- 1 tsk bagepulver
- 1/4 dl citronsaft
- 70 gram blåbær evt frosne
- 10 gram kokosolie
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader
- Blend havregrynen til mel og gør det samme med mandlerne. (Du kan også bruge 3 3/4 dl havremel og 3/4 dl mandelmel)
- I en foodprocessor blendes bananer, dadler, mælk og vanillepulver
- Bland bagepulver, kokossukker, salt, natron og citronsaft i de to melblandinger og tilføj det så til foodprocessoren og kør den til det er samlet til en dej
- Med en ske vendes hampefrø og blåbær i dejen, som nu fordeles i 12 muffinsforme smurt med lidt kokosolie
- Bag dem ved 180 grader i ca. 25 minutter, men hold endelig øje med dem. Der er forskel fra ovn til ovn, så stik en pind i midten, når de er gyldne på toppen, for at se om de er klæge. Er de det, så give dem 5 minutter mere
Jeg er fan og tror de ender med at blive en fast tilbagevendende ting herhjemme. Det geniale ved sådan en muffin er, at de er nemme at tage med på farten, og de kan sagtens halveres og smøres med lidt smør, hvis man har lyst til det også.
Jeg endte med at spise 3 på en dag, da jeg havde bagt dem, og den ene af tøserne har også været der flere gange, så noget tyder på, at jeg allerede skal have bagt en portion mere.
Bliver du også tiltrukket af den salgs nemme og lidt mere selvforkælelsesagtige opskrifter? Jeg håber, du har lyst til at dele mig mig, når du har afprøvet opskriften, da det gør mig super stolt og glad, når I andre kan bruge mit input ♥