Hjemmeskoling, link-samling til læringsportaler, piktogrammer og tips til hverdags-struktur

links

Vi står disse dage alle sammen i en kritisk situation, hvor hverdagen ikke ligner sig selv. Her giver jeg indblik i, hvordan vi har lagt et skema og bruger piktogrammer, hvordan vi hjemmeskoler vores børn og så deler jeg links til diverse læringsportaler, som kan bruges til hjemmeskoling.

Nå venner. Corona har virkelig taget røven på mange af os, og hvor jeg før weekenden tænkte at opretholde ganske få kunder i min lille salon, så har jeg per dags dato aflyst alle mine kunder. Det gør ondt rent økonomisk, men jeg kan sket ikke se at jeg har et valg. Jeg håber, jeg kan redde bare lidt af min indtægt ved at holde liv i min webshop, så tænk endelig min vej, hvis du skal købe en gave eller hvis du kan bruge nogle strikkeopskrifter, min e-bog eller andre af mine print-selv-produkter. Det gør faktisk en kæmpe forskel for mig disse dage.

Når det er sagt, så kan jeg faktisk få øje på rigtig mange positive ting ved at pigerne er hjemme, men oprigtigt talt er der jo også udfordringer ved det.

Her er lidt af det, vi har gjort for at opretholde en forskel på hverdag og weekend. Vi er lidt løse omkring nedenstående elementer, men oplever helt klart at begge vores piger bliver frustrerede, hvis ikke der er en plan at følge.

Hjemmeskoling

Det kan være lidt af en udfordring at skulle stimulere sine skolebørn derhjemme. Hvis ikke man selv har undervisnings-erfaring, hvordan pokker starter man så? Heldigvis har vores lærer sendt nogle gode forslag til opgaver, som vi kan arbejde med herhjemme og ud fra den liste har vi indført:

  • Øve staveord
  • Skrive dagbog
  • Lave matematik på matematikfessor
  • Lave engelsk på A Piece of Cake og In english Please
  • Leve skriv løs – sæt uret til 7 minutter og sig et emne, som barnet skal skrive løs om
  • Læs 20 minutter
  • Skrive en boganmeldelse

Det er klart, at vi lige skal lande i, hvordan vi griber lektielæsningen an. Jeg har lavet en lektie-banko-plade, som børnene kan arbejde ud fra, simpelthen for at gøre det både mere motiverende og håndgribeligt at følge op på lektierne. Hver gang de har en vandret række fuld, så udløses der en treat. Det er herhjemme hurtigt blevet tolket som en sød ting, så is eller lidt slik er blevet godkendt som belønning. Beklager, men jeg er ikke komplet politisk korrekt lige hvad det angår – så længe der kommer mad i maven ved alle måltider, så kan jeg godt leve med lidt flere søde sager i en periode, og så meget bliver det trods alt heller ikke til.

hjemmeskoling inspiration

Vi har slet ikke så mange bøger, der er alderssvarende, fordi pigerne hele tiden går på biblioteket. Alligevel har jeg fundet de mest relevante frem og stillet dem op, så de nemt kan gå i “hjemme-biblioteket” for at finde nyt læsestof. Jeg vil derudover anbefale at man laver en bytte-aftale med klassekammeraterne. Husk blot at spritte af!

Visuelt ugeskema med piktogrammer og moduler

Vi har i lang tid arbejdet med et visuelt ugeskema og piktogrammer* i vores dagligdag. Det gør vi af alle mulige grunde, men i hvert fald har rigtig mange børn stor gavn af tydelighed, så et sådant skema kan alle overveje at arbejde med enten permanent eller i perioder, hvor der skal indøves nye pligter og styrker. Piktogrammer er gode, fordi de er nemme for børn at forholde sig til, ikke mindst hvis barnet ikke kan læse endnu.

I forhold til denne periode, hvor hverdagen ikke ligner sig selv, så vil det i endnu højere grad give mening, at lave en form for skema, som I som familie kan holde jer til. Tænk på at skemaet giver ro, og at I sagtens kan afvige fra det, når det så giver mening for jer.

ugeskema med piktogrammer

Normalt har jeg ikke masking tape med tidspunkter på vores ugeskema, men lige nu giver det mening at indlægge nogle faste moduler. Faktisk fremgår det ikke af billedet, men herhjemme er der også indlagt stille-tid/alenetid, fordi vi alle har behov for en pause hver dag. Vi risikerer jo at blive helt bims i låget, ha ha.

Køb pakken med ugeskema og piktogrammer her*

Links og tips til aktivering og hjemmeskoling

Jeg har ikke haft tid til at skabe mig et komplet overblik over de enkelte og mange tilbud, som findes til os med skolebørn, så har du input til listen herunder, hører jeg meget gerne fra dig, så jeg hele tiden kan opdatere den. Kig forbi følgende tilbud:

  • Maneno* er en læse-app målrettet børn, hvor barnets profil følges op af det korrekte Lix-tal
  • Den digitale skole har lavet en super god linksamling med diverse tilbud, man kan benytte sig gratis af lige nu
  • Gratis Børnebøger
  • Gyldendal Uddannelse
  • e-reolen er bibliotekernes online-portal, hvor du kan låne 5 bøger gratis per måned. De har også lydbøger, som jo er en super god ting til de børn, som ikke læser super godt endnu. Lad dem lytte mens de følger med i en bog.

Jeg håber, at I alle sammen klarer jer igennem den kommende tid – uanset om det er med hjemmeskoling, hjemmearbejde, helbred eller økonomi for øje. Lad mig høre fra jer, hvis der er noget bestemt indhold, som det ville give mening at jeg laver til jer i denne tid. Kram (på afstand) fra Dorte

Indlæg oprettet 284

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen