Cremet pastaret med spinat og tomatsauce

links

En utroligt lækker opskrift på plantebaseret pastaret med en cremet tomatsauce. Den her opskrift er ikke som de fleste, men den er fed, forkælende og fuld af grøntsager og gode fedtkilder.

De der cremede pastaretter, som svømmer i lækker sauce og god smag, dem skal man altså ikke gå udenom. Der er bare noget særligt forkælende ved den slags retter, ikke mindst når det er koldt udenfor og man i virkeligheden drømmer sig til varmere og mere eksotiske himmelstrøg.

Her forsøger jeg at invitere dig med på en lille stund, så følg opskriften på den her lødige ret, som er en plantebaseret pastaret med cremet tomatsauce. Du får masser af grøntsager og sundere fedtkilder end med brugen af fløde og smør.

Der er lige over 400 kcal i en portion inklusive pastaen og retten ligger i øvrigt på madlog.dk, hvis du logger dine måltider. Her kan du søge den frem på “Dorte Baks plantebaserede pastaret”

Ingredienserne

Jeg bruger gærflager i opskriften, dels fordi de tilfører en dybere smag til retten, som du normalt ville opnå enten fra smør eller parmesan. Gærflagerne opløses i retten og du skal sådan set bare anse dem som en slags krydderi. Hvis du ikke har gærflager eller har adgang til en helsekost i nærheden, så kan du bestille gærflager online, eksempelvis her*

Jeg bruger valnødder og tomatpure i opskriften og selvom det er ganske få valnødder, så tilfører de ligesom gærflagerne altså en intens og dyb smag til retten, som du imidlertid ikke vil kunne udpege, når den er færdig.

Slutteligt har jeg valgt at bruge cashewnødder*, som er høje i protein-indhold (18 gram pr. 100 gram, hvor æg eksempelvis har 13 gram pr. 100 gram), men du kunne eksempelvis erstatte cashewcremen med en soyafløde, som også tilfører protein til retten. Det fås i de fleste supermarkeder og vil være en god måde at skære et hjørne af på, hvis du ikke vil stå med cashewnødder, der skal stå i blød forud.

Lødig pastaret med cremet tomatsauce (plantebaseret)

Ret aftensmad, Hovedret
Antal 6 portioner

Ingredienser
  

  • 100 gram løg
  • 10 gram valnødder
  • 1 tsk hvidløgspulver
  • 1 spsk solsikkeolie
  • 20 gram koncentreret tomatpure
  • 75 gram cashewnødder rå og usaltede
  • 1/2 spsk citronsaft
  • 200 ml vand eller efter behov
  • 40 gram syltet rød peberfrugt Jeg bruger den fra Coop
  • 1 dåse flåede tomater økologiske
  • 50 gram baby spinatblade
  • 5 gram gærflager
  • 450 gram tørret pasta

Sådan gør du
 

  • Med mindre du har en møg-kraftig blender, så sæt dine cashewnødder i blød i koldt vand natten over eller i hvert fald 4 timer før madlavningen. Hæld vandet fra og skyl dem i kold vand før brug.
  • Hak løg og valnødder til små tern og bidder
  • I en sautetpande eller gryde varmes olien op og løg, valnødder og hvidløgspulver svitses og blødgøres. Lad det ikke blive branket men gerne blødt og farvet
  • Tilsæt 1 dl vandtil panden og lad det opløse alle smagende fra panden
  • Tilsæt nu tomatpuré og lad det stege og smelte sammen med løgmassen i yderligere 1-2 min. Sluk for varmen.
  • Blend de blødgjorte cashewnødder med 100 ml vand, citron og lidt salt. Blend det grundigt og med høj styrke så det opnår en lidt flødeagtig konsistens
  • Tilsæt nu syltede peberfrugter, flåede tomater og løgmassen fra panden til blenderen og blend ved høj styrke til det danner en homogen og tyk sauce
  • I en gryde sættes vand over til pastaen, som koges med en smule salt
  • Hæld saucen tilbage på din pande, hvor gærflager tilsættes og røres i. Saucen skal nu stå og simre under låg i 10 min. Hold øje med saucen at den ikke tørrer ind – tilsæt løbende lidt vand hvis nødvendigt og smag til med salt og peber
  • Når pastaen en al dente (næsten færdig) flyttes den over i panden med bare 1-2 skefulde pastavand. Læg også spinatbladene over og vend hele retten sammen med en rolig hånd, så du ikke får ødelagt pastaerne. Efter 1-2 minutter er retten færdig og klar til servering
Keyword cremet pastaret, luksus pasta, opskrift pastaret, opskrift vegansk pastaret, vegansk pastasauce

Hvis du har noget af retten til overs, så varm den op med lidt ekstra vand ved i en gryde eller pande. Det vil få retten til at samle sig hurtigt dagen derpå.

Husk endelig at dele med mig, når du bruger mine opskrifter, så jeg kan få at vide om de fungerer derude eller om du savnede noget, som jeg kunne tage højde for. Er du nysgerrig på mere plantemad, så kan jeg varmt anbefale den plantebaserede Mac’n’Cheese opskrift her også.

Du ønskes en dejlig dag derude – kram fra Dorte ♥

Indlæg oprettet 284

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen