Kan du forestille dig bare 1 opskrift, som kan give dig flere forskellige retter at vælge mellem? Med den her grundopskrift på spinatsauce har du et udgangspunkt til flere nemme og lækre retter.
I dag deler jeg en opskrift med dig, som er en rigtig lækker basis-opskrift at blive venner med. Den super alsidige spinatsauce indgår i min e-bog “Hverdagsrevolutioner i køkkenet”*, som fokuserer på de rutiner, opskrifter og metoder, der kan gøre livet i dit hverdagskøkken meget nemmere. E-bogen rummer både opskrifter, prepping-ideer og hacks samt en guide til at finde dit niveau af planlægnings-skills og -behov.
Sådan prepper du med den alsidige spinatsauce
Den her spinatsuace kan laves i weekenden, således du hurtigt får lækker mad på bordet i hverdagen. Du kan enten fryse den ned eller opbevare den 3-4 dage på køl i en tætsluttet beholder med låg.
Tip! Hvis du forkoger risotto-ris eller perlebyg og opbevarer dem på køl også, så tager det bogstaveligt talt kun 5 minutter at lave aftensmaden færdig senere på ugen!
Basis spinatsauce til risotto og pastaretter
Ingredienser
- 125 gram babyspinatblade
- 2 dl mælk evt. plantebaseret
- 2 dl vand
- 1 terning grøntsagsbouillon
- 1 stk mellemstort løg
- 1 fed hvidløg
- 2 spsk revet parmesan
- 1 tsk flagesalt
- friskkværnet peber
Sådan gør du
- Hak løg og hvidløg fint og steg det i lidt olie på panden til det er transparent. Undgå at det får brunet overfladen
- Smid de friske spinatblade på panden sammen med vand, mælk og bouillon og lad spinaten ”falde” før du tager det af varmen
- Flyt det hele over i en blender og blend til du har en jævn sauce uden bladstykker og klumper, og hæld så saucen tilbage i panden
- Tilsæt salt og peber sammen med revet parmesan og bring saucen til kogepunktet, hvorefter varmen sænkes til medium, mens du stille rører i den
- Når saucen tykner og er reduceret en smule, er den færdig og kan enten bruges til dagens ret eller føres over i et glas til brug senere på ugen
- Lad den køle af, før den hældes i en lufttæt beholder med låg og opbevar på køl eller i fryseren.
4 retter, du kan bruge saucen til:
1/ Vend kogt pasta i spinatsauce og servér med bagte hasselnødder, zucchini og kylling eller lys fisk
2/ Erstat tomatsauce med spinatsauce og lav en fiskelasagne
3/ Kog perlebyg eller risottoris til de er næsten færdige og tilsæt så spinatsauce, som får lov at samle sig omkring dem de sidste 3-5 minutter
4/ Bag små nye kartofler i et fad med lidt olie og hæld spinatsauce over dem de sidste 5 minutter med et par riv af muskatnød over
Jeg håber, du bliver glad for opskriften og måske du selv finder på nye måder at bruge den på? ♥