DIY: Lav et sliktårn til julebordet

Til et flot julebord må man godt gå lidt over gevind. Her er inspiration til dig, som gerne vil lege med borddækningen til jul. Jeg deler med dig, hvordan du nemt laver et imponerende sliktårn, som er sjovt at stille på julebordet.

Julen er en tid, hvor man kan slippe afsted med lidt mere overflod og tematisering og det elsker jeg simpelthen. Sidste jul lavede jeg et flot sliktårn, som var smukt at dække bordet med, og jeg synes det fortjener en forevigelse her på bloggen. Jeg tog det med til min bror og svigerinde, som lagde hus til julen, og det stod således på julebordet, hvor vi løbende kunne gå og hapse af det… det var ret hyggeligt!

Det skal du bruge

Selve tårnet har jeg faktisk lavet af en gammel kalenderside fra vores familiekalender, men et stykket karton vil være lige så fint. Det vigtigste er at du bruger noget, der er stabilt nok til at klare vægten fra slikket, som ikke skal undervurderes.

Du skal bruge masser af limpatroner til limpistolen (hvis du ikke har, så find limpistol og limpatroner her*). Derudover skal du bruge en hulens masse indpakket slik. Jeg brugte Mariannebolcher, Fazermint, slikstokke og Chokoladeflasker.

Sådan laver du et sliktårn

Selve tårnet er rullet til en spids form og klippet forneden, så det kan stå stabilt. Dernæst er det blot at lime klatter og sætte slik på. Sørg for at sætte slikket på før limen bliver kold og sæt dem så tæt, at de skjuler indersiden. Du kan eventuelt se min YouTube-video, hvis du vil se præcis hvordan jeg lavede tårnet.

For at fuldende en magisk borddækning med tårnet har jeg fundet ting fra julepyntskassen, som er klassiske og barnlige. Store bolcher, trommer, grantræer og klokker… det kunne også være rensdyr, flettede julehjerter og kogler med lidt glimmer på.

Jeg opdækker med gamle tallerkener og stofservietter med striber og tern. Mine stofservietter er fra Haps Nordic*, som er i en virkelig lækker kvalitet og vi bruger dem altså året rundt – også som indlæg i brødkurven, mv.

Jeg håber, du lader mig se med, hvis du samler op på ideen med sliktårnet – jeg er at finde på @dortebak.dk på Instagram og du er meget velkommen til at tagge mig, hvis jeg må se dit tårn. Klem fra Dorte ♥

Indlæg oprettet 284

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen