Prøver du at undgå brød i din kost, så er denne vaffel med søde kartofler et fantastisk alternativ, som giver dig næsten samme nydelse som brødet normalt gør. Du får selvfølgelig min opskrift på den alsidige vaffel, som jeg nyder som sandwich eller river den op og bruger den som blinis med stenbiderrogn på.
Søde kartofler er mere og mere blevet en basisvare i mit køkken. De er, i modsætning til navnets antydning, ikke sammenlignelige med en kartoffel, så de indholder ikke kartoflens stivelse. Til gengæld er de søde, giver en fantastisk tekstur og smag til både bagværk og salte retter – og så er de stopfyldte med god næring.
Jeg har netop lavet et batch af vafler, som jeg bruger i løbet af ugen som brødalternativ. De smager fantastisk med stenbiderrogn i stedet for blinis, men prøv den også med baby spinatblade og pålæg eller som toast med smeltet ost, mums!
vaffel af søde kartofler
Ingredienser
- 400 gram sød kartoffel sagt eller kogt
- 1-1,5 dl revet parmesan
- 2 spsk fiber husk
- 1 stk æg
- 1 spsk hørfrø
- 1 spsk hørfrømel eller boghvedemel
- lidt salt og peber
Sådan gør du
- Kør alle ingredienserne sammen i en foodprocessor, så du har en lind og rimelig fast dej. Har du ikke en foodprocessor, kan du mose kartoflerne og blot røre det hele sammen med en elpisker med dejkroge.
- Varm dit vaffeljern godt op, før du påbegynder og husk at tilføre en anelse olie, så vaflerne ikke klistrer fast ved stegningen.
- Læg 2-3 store spsk dej på pladen og luk vaffeljernet i. Vent minimum 2 minutter før du løfter låget, så vaflerne har fået en skorpe, der slipper. Steg dem i alt i 5 minutter og tag dem af.
De søde kartoffelvafler kan fryses ned. Jeg synes, de bliver bedst, hvis de tøes op lige får en hurtig tur i brødristeren.
Benytter du dig af mine opskrifter, planlægsningstips og meal preps? I så fald bliver jeg mega glad for at se lidt med, så tag mig på Instagram @dortebak.dk ♥