Her kommer en opskrift på Halloween Kajkager med krydret orange bund og lidt bitre erfaringer med smørcreme og pynt, som kan gøres bedre.
I bedste Bagedysten-stil skulle vi herhjemme prøve kræfter med Kajkager her i efterårsferien. Vi besluttede hurtigt, at det skulle være med et Halloween-tema og fordi både mor og børn skal bevare ro og tålmodighed fordelte vi bageindsatsten over 2 dage. Det var helt vildt sjovt at planlægge sammen, hvordan de skulle se ud, og vi sendte billeder løbende til farmand, som var på arbejde. De var klar til os til fredagshyggen, men blev de gode?
Visuelt synes jeg godt, vi kan være tilfredse med kagerne, og der er da både vellykkede elementer såvel som dele vi vil gøre anerledes en anden gang. Lad os starte med succes’en, nemlig bundene. De blev rigtig gode, dem får I lige en opskrift på her.
Opskrift bunde til Kajkager
Ingredienser
- 1 stk æg
- 150 gram sukker
- 1 tsk vanillesukker
- 1,5 tsk bagepuæver
- 1 dl mælk
- 125 gram mel
- 1,5 tsk stødt ingefær
- 1/4 tsk kardemomme
- Orange pastafarve
Sådan gør du
- Pisk æg og sukker til en luftig skum. Sigt halvdelen af de tørre ingredienser og halvdelen af mælken i mens der piskes.
- Tilsæt så den sidste halvdel mælk og de tørre ingredienser og pisk færdig, før du tilsætter farvepasta. Vi brugte 2 store knivspidser.
- Hæld dejen i en firkantet form (18×30 cm) med bagepapir og bag midt i ovnen ved 200 grader i 12-15 minutter.
- Lad den afkøle før du stikker 8 runde kager ud med en udstikker på 7 cm
Til fyldet lænede vi os op af en opskrift på smørcreme med italiensk marengs. Den faldt desværre ikke i super god jord herhjemme, dels synes vi smørsmagen var gennemtrængende, dels blev det for tungt og kvalmt at spise sig gennem. En anden gang vil vi nok enten lave en flødeskum eller måske en skum blandet med mascarpone eller friskost?!
Og slutteligt, så vil de smage absolut bedre, hvis de bliver dækket med marcipan i stedet for fondant, som simpelthen bliver for sødt og gummiagtigt.
På alle måder har jeg lyst til at lave en omgang mere, bare for lige at lande den ordentligt, men det får vi desværre nok ikke tid til den kommende tid. Måske I andre kan bruge vores erfaringer til at lave nogle rigtig lækre kajkager derude? I så fald I lander i en lækker skum, så del endelig med mig ♥
………………
Følg også via Youtube, Nyhedsbrev, Facebook og Instagram