Banoffee-kage med uanstændig karamel

Godmorgen og glædelig onsdag derude. Jeg har haft virkelig travlt ude i livet den seneste uges tid, ikke mindst fordi jeg har været i fuld gang med at sende webshops-ordrer afsted til jer, siddet med beregninger til Muslinge Sweater og fordi der er lige lovlig meget familie-logistik for tiden. Kender du det?

Ved du hvad, du skal ikke snydes for en overdådighedsopskrift, som jeg har leveret til Fair Trade, der har 25 års jubilæum. Fair Trade har gjort en enorm forskel for bønder i hele verden, og de leverer samtidig gode kvalitetsprodukter ind til vores husholdning, og jeg har i mange år lænet mig op af netop det mærke. Jeg er ærligt talt super beæret over at blive spurgt, om jeg vil bidrage med en opskrift til deres Fair Fest – selvfølgelig vil jeg det!

Banoffe kage med karamel og tivolikrymmel

Ingredienser
  

Kagen

  • 200 gram stuetempereret usaltet smør
  • 200 gram Fairtrade-rørsukker
  • 1 nip alt
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • 2,5 stk bananer, modne
  • 4 stk æg M/L
  • 160 gram hvedemel
  • 40 gram kartoffelmel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 dl tivolikrymmel

Karamel

  • 75 gram lys muscovado sukker
  • 75 gram usaltet smør
  • 1 dåse kondenseret mælk

Buttercream

  • 175 gram friskost
  • 75 gram usaltet smør stuetempereret
  • 300 gram sigtet flormelis
  • 1 spsk mælk eller fløde

Sådan gør du
 

Kagen

  • Mos eller blend 2 modne Fairtrade-bananer til en ensartet mos.
  • Pisk bananmos med smør, salt, sukker og vaniljesukker. Pisk det til en hvidlig, nærmest skummende masse.
  • I en anden skål piskes æg let sammen.
  • Mål mel, bagepulver og kartoffelmel af og sigt det i en skål, så det står klar.
  • Tilsæt nu æg til smørmassen lidt ad gangen, mens der piskes. Det er vigtigt at tage det i små portioner, da det kan skille, hvis du går for hurtigt frem. Skiller det, så tilsæt 1 skefuld melblanding og pisk indtil massen samler sig igen og fortsæt på denne måde indtil alt æg er indarbejdet i dejen.
  • Vend nu det sidste mel i dejen med en dejskraber og en rolig hånd, så du får det hele indarbejdet uden der opstår mel-lommer.
  • Når dejen er færdig vendes krymmel i med et par hurtige vendinger med dejskraberen og dejen fordeles i 2 smurte springforme på 16 cm Ø.
  • Bag kagerne midt i en forvarmet ovn på 175 grader C i 25-35 min. Hold hele tiden øje med dem. De er færdige, når de slipper kanterne og er gyldne. Du kan også teste dem ved at stikke en træpind ned i kagens midte og se at den kommer ud igen uden dej på sig.
  • Tag kagerne ud og lad dem afkøle helt før de frigøres fra formene. Stil dem på køl før de skæres.

Karamel

  • Smelt sukker og smør over jævn varme under konstant omrøring.
  • Når sukkeret er opløst tilsættes kondenseret mælk, som bringes langsomt til kogepunktet under konstant omrøring. Lad det koge roligt i et par minutter, mens du stadig rører.
  • Tag det af varmen, når det er gyldent og tyktflydende og sigt det over i en skål før det stilles til afkøling på køkkenbordet.

Buttercream

  • Pisk smør i 2-5 minutter til det er hvidt og luftigt.
  • Tilsæt friskosten og pisk 1 minut yderligere.
  • Tilsæt cirka halvdelen af din flormelis og pisk det først stille, så sukkeret ikke flyver ud, dernæst kraftigt i et par minutter før den sidste halvdel tilsættes og det piskes igen.
  • Slut af med lidt mælk eller fløde, som gør smørcremen mere glat. Sørg dog for at den ikke fortynder cremen for meget. Pisk 1 minut og din smørcreme er klar.

Sådan samler du kagen

  • Skær begge kager i 2 dele, så du har i alt 4 lag. Hvis kagen er hævet på midten, så skær toppen af, så dine lag alle er flade på toppen.
  • Flyt karamellen over i en sprøjtepose og skær den halve banan ud i tynde skiver.
  • Læg et lag på et fad og smør et tyndt lag buttercream på hele laget.
  • Læg nu dutter med karamel ovenpå og læg bananskiver i midten. Undgå at lægge banan helt ud til kanterne.
  • Læg et nyt lag kage på og pres let, så det slutter tæt. Gentag på samme måde som før indtil alle 4 lag er samlet.
  • Sæt kagen på køl 15-20 minutter.
  • Når kagen har stået på køl bruges en brødkniv til at skære siderne mere jævne.
  • Smør buttercream på toppen og siderne og stil kagen på køl i 15-20 minutter.
  • Når kagen tages ud lægges endnu et lag buttercream, som skrabes helt jævnt med et skrabeblad.
  • Brug sprøjteposen til at lægge et tykt lag karamel på kagen og pynt evt. med mere krymmel og lidt blomster.
Keyword banankage med karamel, banoffee kage, opskrift kage med smørcreme

Mon ikke du grundigt kender til Fair Trade mærket og formentlig også er bevidst om at handle flere af deres produkter? ♥

Indlæg oprettet 284

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen