Opskrift glutenfrit rugbrød

En opskrift på glutenfrit rugbrød, som i virkeligheden er et hack baseret på palæobrød. Jeg kan bedre lide denne variant, som får mere tekstur som rugbrød og det smager virkelig godt.

At finde et alternativ til “rigtigt rugbrød”, det kan være lidt vanskeligt, og jeg påstår ikke at denne opskrift helt klarer den del af opgaven. Ikke desto mindre er det et super velsmagende “rugbrød” med den rette tekstur og jeg kan sagtens godtage det for at undgå mavepine.

Ingredienser

70 gram solsikkekerner
70 gram hørfrø
70 gram græskarkerner
70 gram mandler
70 gram valnødder
30 gram majsmel
30 gram boghvedemel
30 gram fuldkorns rismel
1 dl solsikkekerneolie
5 æg
1 tsk salt
1 portion havregrød

Sådan gør du

De våde ingredienser røres grundigt sammen med havregrøden*.  Nødder og kerner kværnes i en minihakker, så der bliver en jævn og grov melet konsistens, der blandes med mel og efterfølgende røres grundigt med de våde ingredienser. Når alt er godt rørt sammen fordeles dejen i en rugbrødsform med bagepapir og bages ved 165° C i 60-70 minutter. Tjek brødet med en strikkepind. OBS! Bliv ikke forskrækket over at brødet skummer, mens det bages. Det stopper straks brødet tages ud af ovnen.

* 1 portion havregrød svarer til en almindelig dyb tallerken

Vi pakker 3 skiver i en pakke, som er lige til at bringe med til børnehaven, og pakkerne fryses ned, så de holder sig. Det smager utrolig godt med et lag smeltet smør, når det lige er trukket ud af ovnen, og i hverdagen tør jeg det op og giver det en tur i brødristeren. Min favorittopping ved frokosttid er salat, avocado, olie og lidt sesamfrø og flagesalt. Mmmmm.

Kendere vil straks påpege, at det her minder meget om et stenalderbrød, og det er også inspireret heraf. Dog bliver det for groft og porøst til at virke særlig børnevenligt, så jeg havde behov for at finde en opskrift, der var mere blød og sammenhængende. Da jeg ikke fandt en opskrift, som jeg følte mig tiltrukket af, forsøgte jeg mig på egen hånd, og det er vist lidt heldigt, at det er landet så fint, som det gjorde. Skulderklap!

Rugbrød-15
Rugbrød-16
Indlæg oprettet 284

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen